
Lagkage med smørcreme
Du skal bruge:
Ditte Julie boblekrans silikoneform (kan undlades hvis topping ikke ønskes)
Kageplast
2 springforme 24-26 cm
Kageskraber/kagespartel
Kageskraber med tænder (hvis pynt ønskes)
Lagkagebunde (brownie)
280g chokolade
95g brun farin
1,5 dl mælk
200g smør
6 æg
280g sukker
3 tsk vaniljesukker
300g mel
2 tsk bagepulver
Vejledning:
Chokolade, brun farin, mælk og smør smeltes i en gryde og køles af imens æg, vaniljesukker og sukker piskes. De 2 masser vendes sammen og mel og bagepulver tilsættes. Dejen deles i de 2 springforme. Kagerne bages ved 165 grader i 35-40 min. Kagen køles. Kagen skæres til, så der ikke er en bule på bundene, men så at de er helt flade. (Kageresterne kan bruges til romkuglerne som der er opskrift på under "opskrifter"). Den ene bund sættes i springform eller kagering med kageplast rundt i kanten.
Saltkaramel
100g sukker
40g smør
1/2 dl piskefløde
1 tsk groft salt
Vejledning:
Sukker smeltes ved middel varme og smør tilsættes. Fløden tilsættes - lad det boble et minut. Fjern fra varmen og tilsæt salt. Karamellen køles i 15 min. og kommes på den kagebund, der skal være nederst.
Hindbær/skovbærmousse
3 husblas
350g hindbær eller skovbær
5 spsk flormelis
korn fra en vaniljestang
3 dl fløde
150g græsk youghurt
Vejledning:
Husblas lægges i koldt vand. Bær, flormelis, kornene fra vaniljestangen og selve vaniljestangen koges op i en gryde i kort tid. Det sigtes og varmes igen i gryden. Tilsæt husblas. Pisk fløde og vend sammen med yoghurt. Alt blandes sammen og en lille del af moussen fyldes i By Ditte Julie bobleformen og kommes i fryseren til den er godt frossen - min. 4-5 timer og gerne natten over. Resten af moussen kommes ovenpå saltkaramellen og den nederste bund. Den øverste bund lægges ovenpå moussen så lige så muligt. Pres forsigtigt bunden ned på moussen så der ikke kommer et hulrum mellem toppen og moussen. Kagen fryses i 2-3 timer.
Smørcreme
150g smør
150g flormelis
1 spsk vaniljesukker
Vejledning:
Pisk smør luftigt. Tilsæt flormelis og vaniljesukker lidt ad gangen. Kagen tages ud af fryseren, kageplasten fjernes og smørcremen smøres på siden og toppen af kagen i et tyndt lag. Køl kagen i 20 min og kom nu det næste lag smørcreme på kagen så kagen er dækket fuldstændig. Glat nu smørcremen pænt på kagen med en vinklet kagespatel samt en kageskraber. Ditte Julie bobleformen tages nu ud af fryseren og tages forsigtigt ud af formen og lægges midt på kagen.
Pynt
100g hvid chokolade
Marcipanæg/smarties hakket/andet
Vejledning:
Chokoladen tempereres og fordeles på 35 cm kageplast. Vent 1 min. Skrab nu med Kageskraberen med tænder meget lige hen ad kageplasten med chokoladen. Vent 1 min. Vrid nu kageplasten og sæt den fast i et rør/kande/lignende og sæt i køleskabet i 1 time. Tag nu forsigtigt chokoladen ud og fjern fra kageplasten. De strimler der lykkedes kommes nu på midten af kagen i en lille krøllebusk.
Marcipanæg, smarties eller chokolade af en art hakkes og fordeles rundt i kanten af kagen. Kagen er nu færdig og er klar til servering.